Frivilligt arbejde i Kenya

M-Tafsiri Africa Duo

Et foredrag med musik

Der er mange danskere, der drømmer om at tage til Kenya for at hjælpe med frivilligt arbejde, og en del af dem fører også drømmen ud i livet.
Andre samler ind af vores egen overflod og sørger dermed for, at nogle af de fattige får bare lidt af det, som de og deres børn behøver.
Det er et stort og beundringsværdigt arbejde, som de frivillige gør, og hjælpen kan gøre en stor forskel. Derfor er der også ofte artikler i aviserne, der beskriver denne indsats og billeder, der viser overrækkelsen af gaverne fra danskerne til de fattige og taknemmelige afrikanere, men…
Hvornår får vi lov til at høre om det frivillige arbejde, som folk i disse lande gør for at hjælpe hinanden?
Modsat af, hvad mange europæere tror – for det kommer ikke i aviserne eller på tv oppe hos os – gøres der i Kenya ligesom andre steder i verden et enormt arbejde blandt de lokale for at hjælpe dem, der trænger mere, end de selv gør.
Et eksempel herpå er Reagan Oduor Nyachienga, der dedikerer hovedparten af sin tid til at hjælpe Nairobis gadebørn.
Sammen med Amalie Malmgren Asmild vil Reagan fortælle om at være frivillig i Kenya og om, hvorfor det er vigtigt, at vi som frivillige danskere og kenyanere hjælper hinanden med at hjælpe.
Reagan vil også fortælle om, hvordan det er at være en kenyaner, der er taget til Europa for at hjælpe fattige og udsatte børn og unge i Danmark til en bedre tilværelse.
M-Tafsiri Africa Duo vil undervejs i foredraget spille eksempler på den levende og livsbekræftende musik fra Kenya, ligesom de vil involvere tilhørerne i de diskussioner, der gerne skulle ende med at gøre os alle klogere.