Kulturmøde

”Hvorfor siger du ikke bare, hvad du mener?”

Et foredrag med M-Tafsiri Africa Duo om et kulturmøde.

”De er skøre de romere!”
For Obelix var det ikke svært at ”forstå” andre kulturer, for de var skøre, og så var den ikke længere, men hvad, hvis man nu har lyst til at gå et skridt længere end det?
Hvorfor er det egentlig så svært at gøre sig forståelig over for folk fra en anden kultur?
Og hvad i himlen er det, de ikke forstår, når man nu selv synes, at man siger tingene klart og tydeligt?
Amalie Malmgren Asmild fra Danmark og Reagan Oduor Nyachienga fra Kenya ved, hvad de taler om, når de taler om kulturforskelle. Efter at havde boet sammen, lavet musik sammen og optrådt sammen i både Danmark og Kenya, fortæller de nu om alle de små og store forskelle, der gør samværet mellem folk fra forskellige kulturer så besværligt, men som også gør det både farverigt og lærerigt.

Foredraget er krydret med anekdoter og beretninger fra et spændende kulturmøde mellem Kenya og Danmark, og er blandet med musik, der viser, hvad der kan ske, når en dansk og en kenyansk musiker begynder af dele deres musik med hinanden. Desuden vil Reagan og Amalie involvere tilhørerne i de diskussioner og overvejelser, der gerne skulle ende med at gøre os alle klogere.